Det er en voldsom oplevelse, at miste.. den man har kær, elsker, eller holder meget af.. Tiden lige efter.. kan man ikke beskrive med ord og trøst er.. noget man både ønsker og hader, på engang.. Det gør ondt, at snakke om det og man er BANGE for at familie og vennerne får for meget af gråden og den snak om..den sorg, man bære rundt på. Nogen gange Ønsker man at bære den selv og andre gange.. Ønsker man, at kunne skrige ud i verdenen og Håbe, at det hele.. kun var en drøm.. Ønsker..at vågne op og se det menneske sidde lige der foran en.. for derefter i et split sekund, at HUSKE… man ser, aldrig mere.. Man kan faktisk godt sige, at man går i en drømme verden.. både i vågen og sovende tilstand.. jah.. det er ligesom, at der går en hel anden, ved siden af sig og det er ham eller hende, der har oplevet.. DET sværeste… i livet..
Den første tid efter.. er man i en hel anden verden.. man lader som om man er der..men er i en hel anden verden.. Tankerner fare rundt.. prøver at være en del af dem alle… der også har mistet eller er der for at give trøst.. som man også bare ind imellem bare kunne forsvinde..man har kun lyst til at bære sorgen selv.. have de billeder og savn for sig selv.. gemme sig væk man har slet ikke lyst til at der er en levende sjæl omkrig sig.. Begravelsen og forberedelserne er bare noget der foregår.. man er egentlig slet ikke med.. sidder og ser ud i den blå luft, vil bare forsvinde hen i en hel anden verden.. Man er der..men alligevel ikke.. det er fjernt.. men dog så tæt.. Mennesker der knap tør hilse/snakke for, de ved ikke hvordan de skal bære hvis, de kommer til at sige noget forkert … Det er her man vælger nogle fra af sin omgangs kreds.. Hvad skal man bruge dem til hvis de ikke tør at være normal.. Man har jo ikke brug for dem der er svage i netop den til lige efter.. Begravelsen er overstået.. en hverdag nærmer sig.. man lever stadig i en hel anden verden.. Røre i sovsen uden at smage.. man er nærmest ligeglad.. skraller kartofler uden, at ane man har gjort det… Glemmer mange ting … sørger kun for, at man lige er til.. selv konvolutterne orker man ikke, at åbne.. Kan ikke koncentrere sig… Ønsker mange gange, at man kunne gemme alle de ting væk.. som minder en om den sorg, der følger en… nat og dag…
Jeg har glemt nogle år.. som er irriterende nu.. for kan ikke huske de gode ting.. for dem er der jo.. også nogle af i den svære tid.. Familien husker noget for en.. men man sidder bare der som en petot og lader som om man husker.. Griner når de andre husker de gode minder… men kan ikke trylle dem frem.. Man har måske slet ikke lyst til at huske..for så skal man også huske det der ondt.. er bange for at få åbnet så derfor er den nemmere at glemme og gemme det langt væk.. Jah.. sådan er det for nogle andre vil gerne mindes og huske … har billeder fremme på hylderne af den man savner.. Jeg magter ikke, at blive mindet om min engel.. det gør så voldsomt ondt.. måske flygter jeg fra at indse at han er væk.. selv her 6 år efter.. sorgen og savnet forsvinder aldrig..
Har været igennem mange følelser.. had, vrede, grimme tanker.. men kærligheden til dem der ER.. giver energi til at leve videre … man lære, at leve med det.. men lære nok aldrig, at acceptere det… DER mangler EN.. Det er blevet lettere i hverdagen.. men der går ikke en eneste dag, hvor han ikke er i mine tanker.. Hans billederne er ikke fremme eller joh.. et sted er han, ikke et sted der er synligt men.. et sted hvor der er andre små ting han har lavet … Et skridt af gangen.. Albummerne med billeder af ham.. fra fødslen til han blev taget fra os.. samler støv.. men det bliver nok lettere engang, at kigge billeder af den tid der forsvandt.. Og aldrig kommer igen..
Gravstedet … Joh… det er der, hvor hans aske er i den grønne urne.. men for mig er han der ikke … han er her hos os. Og nu.. kan jeg komme på det lille sted, uden der flyder tåre.. et skridt mere.. på savnets vej.. men stadig kan jeg tænke… HVORFOR… skulle du herfra … du havde et langt liv for dig.. Elsker og savner dig min Søn.. som gav dit liv for og til os…








