Det er ikke rygning der forårsager lungecancer , det er indtil dato aldrig lykkedes at give forsøgsdyr i tvangsryge maskiner lungecancer -det er et faktum -læs her
om basal statistisk DANNELSE , ESSAY ..I RØG OG DAMP
sådan snyder man en hel befolkning og lande med statistik -om basal
statistisk dannelse
kilde: Edith bjarne Olsen-overlæge
har kaldt essayet “I røg og damp”, : Jeg satte mig ned ved hans lille
skrivebord, der var overlæsset med videnskabelige artikler, og tændte en
cigaret. Han selv var stadig så ophidset, at han ikke kunne sidde ned, men
gik frem og tilbage foran en lille tavle.
Så stoppede han, tog sin pibe, tændte den, og begyndte at skrive på tavlen.
“Hvad står der her?” spurgte han midt i en røgsky. “P (virkning/årsag)”
svarede jeg, medens jeg viftede røgen væk. “Som du ved, har de fleste
forskningsprojekter her i huset, til formål at udrede kausale relationer,
det vil sige, at finde årsagen eller årsagerne til sygdom.”
“Ja” svarede jeg tålmodigt. “Filosofien er at sammenligne et sæt af
omstændigheder eller om du vil, eksponeringsforhold, for raske og syge, for
at finde de forhold, der optræder hyppigere blandt de syge end de raske”.
Jeg nikkede. “I alle sådanne undersøgelser ræsonnerer man fra årsag til
virkningen, og resultaterne kan betragtes som betingede sandsynligheder af
typen P(V½Å), som skrevet på tavlen. Sandsynligheden kaldes betinget, fordi
den angiver sandsynligheden for virkningen V betinget af, at årsagen Å er
til stede eller indtrådt i forvejen”.
Jeg nikkede igen – træt. “Nu må du holde dig vågen!” sagde han, og så
strengt på mig. “Det forholder sig nemlig sådan, at når udforskningen af
årsagsforholdet starter efter sygdommens opståen, og det gælder alle de
undersøgelser, som Sundhedsministeren refererer til, så bliver
årsagssøgningen bagvendt. Blandt statistikerne kaldes denne type
undersøgelser Trohok – kohort stavet bagfra – og kan skrives P(ŽV). P(ŽV)
angiver altså sandsynligheden for årsagen Å betinget af, at virkningen V er
tilstede”
. “Ja – og hvad så” sagde jeg “Jamen, kan du ikke se, at man i disse
undersøgelser vender årsag og virkning! Det er uhyre væsentligt at kunne
skelne mellem de undersøgelser, hvor man ræsonnerer fra årsag til virkning,
og de undersøgelser, hvor man ræsonnerer fra virkning til årsag.” Jeg så
stadig væk ikke overbevist ud – han fortsatte, mens han kiggede opgivende på
mig. “Undersøgelser af den første type er i regelen svære at udføre, men til
gengæld er der ingen problemer med fortolkningen.
Det omvendte forhold gør sig gældende for trohok typen” Han så hen på mig -
afventende. Jeg svarede: “Ved afprøvning af en hypotese udvælger man altid
en stikprøve, der er repræsentativ for befolkningen, dels en metode, der gør
det muligt at teste hypotesen, ikke?”. “Ja” sagde han glad – han var
åbenbart bange for at han havde spildt alt sit krudt på mig.
“Kan man nogensinde være sikker på, at ens materiale er repræsentativt”
sagde jeg og fortsatte: “Tilfældigheder kan bevirke en overvægt af for
eksempel kvinder, ældre osv. Alligevel kræver I jo, at man ikke foretager en
aktiv selektion, alle der opfylder indgangskriterierne skal medtages, ellers
bliver stikprøven ikke en tilfældig udvalgt gruppe personer, der har risiko
for at udvikle den sygdom som man ønsker at undersøge, og det er jo
hovedkravet i jeres spilteori, er det ikke sandt?”
“Jo – men vi har værktøj til at bestemme stikprøvens nødvendige størrelse,
for at kunne danne et rimeligt skøn over den relevante forskel mellem
forskellige grupper og usikkerheden på de udførte målinger, men også den
risiko man vil løbe for at finde en forskel, hvor der ikke er nogen kan vi
tage højde for, samt den risiko man vil løbe for at overse en reel forskel”
. “I kan øjensynligt tage højde for det hele i jeres valg af metode” sagde
jeg. “Hvor ligger så problemet?” Han så opgivende på mig. “Problemet er, at
man lovgiver efter undersøgelser, der er lavet efter trohok metoden, det vil
sige at den viden man har, er i bedste fald meget usikker, i værste fald
direkte forkert”. “Vil det sige, at man med fuld overlæg har brugt forkerte
metoder for at føre befolkningen bag lyset?
” spurgte jeg undrende. “Nej, sådan kan man ikke stille det op” svarede han.
“Problemet er ikke så nemt gennemskueligt. Den klinisk kontrollerede
undersøgelse, er den metodologisk rigtigste at benytte sig af, når man skal
teste en hypotese, da metoden muliggør en direkte undersøgelse af
årsag/virknings forholdet. Her er det muligt at ændre på kun én parametre,
mens alle andre fastholdes.
Hvis man vil
undersøge hypotesen “er rygning forbundet med øget risiko for lungecancer”,
så må man udvælge en passende stor gruppe mennesker, som tilfældigt deles i
to lige store grupper. I en ene gruppe får de lov til at ryge, i den anden
er det forbudt. Efter for eksempel 20 år opgøres så antallet af patienter
med lungecancer i de to grupper”. “Ja – og hvad blev så resultatet” spurgte
jeg. “Det vides ikke” svarede han.
“Undersøgelsen er aldrig foretaget, da den af etiske årsager er umuligt at
gennemføre. Den kræver mange tusinde deltagere, for at få et tilstrækkeligt
antal patienter med lungecancer, således at risikoen for en type 2 fejl,
altså at overse en reel forskel, ikke fremkommer, samt den lange
observationstid, der gør undersøgelsen uhyre kostbar”.
“Hvis det er uetisk at bruge mennesker – og det vil vel her sige unge
mennesker – ved denne slags undersøgelser, så har man vel forsøgt sig med
dyreforsøg, ikke?” spurgte jeg. “Dyreforsøg har været forsøgt i stor
udstrækning, mest med kaniner. Man havde bare det problem at dyrs levetid er
betydeligt kortere end menneskes. Man forsøgte at komme udenom problemet,
ved at indgive de stakkels forsøgskaniner noget der svarede til tyve pakker
cigaretter om dagen.
Men uanset om man gav dem tyve cigaretter om dagen eller det tyvedobbelte,
så døde kaninerne ikke af lungecancer, men af lungebetændelse og andre
lungeproblemer. Men ikke én udviklede lungecancer”. “Står du og siger, at
man ikke kan fremkalde lungecancer på forsøgsdyr ved hjælp af cigaretter”
spurgte jeg skeptisk.
“Ja, og det lyder selvfølgeligt underligt i dine øre, når der på hver
eneste af dine cigaretpakker står at “rygning er årsag til cancer”. Her har
de gode PR-folk taget munden for fuld. Det man ved fra dyreforsøg, er nemlig
at rygning ikke i sig selv giver lungecancer, men hvis man i forvejen har
givet dyrene lungecancer, og derefter udsætter den ene gruppe for tobaksrøg,
så vil lungecanceren hos denne gruppe dyr vokse kraftigt, sammenlignet med
den anden.
Tobak virker altså som en accelerator på en i forvejen erhvervet
kræftknude”. Nu var jeg ved at vågne op
. “Det var satans……..det vil sige, at en masse lungecancer patienter går
rundt med ekstrem dårlig samvittighed og skyldsfølelse, fordi de har
røget…..men efter det du siger, så havde de med overvejende sandsynlighed
fået lungekræft alligevel, selvom de ikke havde røget?” “Ja, det tyder alt
på. Men vi kan ikke bevise det.” “Jeg nægter at tro på det!” “Ja, det
forholder sig som du siger, det er blevet til et spørgsmål om tro….og
dermed et spørgsmål om magt.” sagde han, og slog ud med armene.
“Det kan ikke være rigtigt. Hvis den klinisk kontrollerede undersøgelse, som
er den bedste, ikke kan bruges til at afgøre spørgsmålet, så må der være
andre måder at nærme sig problemet på. Man kan da ikke bare give op. Det er
i sig selv uetisk … og ikke kun lægeligt.”
Jeg så på ham, og fortsatte: “Dyr og mennesker er på mange områder
forskellige, og det må bevirke, at dyreforsøg ikke altid afspejler
virkeligheden for mennesker.” “Ja, det er rigtigt. Det er nemlig meget nemt
at fremkalde lungecancer hos kaniner ved anvendelse af en lang række
industrielle kemikalier, selvom det er mislykket at fremkalde lungekræft med
tobaksrøg. Der er dog et par undersøgelser som postulerede, at de kunne
fremkalde lungecancer på kaniner ved hjælp af tobaksrøg. Men da den
amerikanske professor i medicinsk statistik Sterling ville undersøge deres
resultater nærmere, blev han nægtet aktindsigt – eller man påstod at
protokollerne var destruerede.
Det har han udgivet en bog om! Nå – men disse undersøgelser kan man således
se bort fra.” Han stod lidt i sine egne tanker. Så blev han igen nærværende,
og han fortsatte: “Andre måder at nærme sig problemet på er kohorte
undersøgelsen. Det er vores metodologisk næstbedste metode. Navnet kohorte,
stammer fra cohors, der var betegnelsen på en romersk hærenhed på 300 til
600 personer.
Fremgangsmåden ved kohorte-undersøgelsen adskiller sig alene fra
kontrollerede forsøg ved, at beslutningen om, hvem der skal være i
behandlings- og hvem i kontrolkohorte, er truffet af omstændigheder udenfor
eksperimentel kontrol, det vil sige uden randomisering. Prisen man betaler
for den manglende randomisering er, at simpel kausal tolkning ikke længere
er tilladelig. Man ved ikke, om elimination af den udpegede årsag vil
påvirke virkningens forekomst. Men såfremt begge kohorter er udvalgt
tilfældigt af veldefinerede populationer og har komplet opfølgning, er
metoden absolut brugbar. Kohorten, for eksempel 1000 personer,
identificeres. Af disse får halvdelen lov til at ryge.
Dvs. at rygning er eksponeringskarakteristikumet. Kohorten følges også her i
tyve år, og antallet af lungecancertilfælde gøres op i de to grupper. Men
igen kan ovenstående undersøgelse ikke gennemføres, alene af etiske årsager,
da det er hævet over enhver tvivl at tobaksrygning kan føre til en række
sundhedsskadelige virkninger på forsøgspersonerne”. Han så strengt på mig og
min nu slukkede cigaret. “Det du her demonstrerer for mig” sagde jeg
upåvirket “er at vores bedste videnskabelige værktøj, den klinisk
randomiserede undersøgelse og kohorte undersøgelsen, ikke kan bruges til at
besvare spørgsmålet: er rygning forbundet med øget risiko for lungecancer!”
“Ja det er sandt” “Hvad gør man så?” spurgte jeg. “Man kan modificere
kohorte undersøgelsen, og benytte den historiske follow-up undersøgelse
eller tværsnitsundersøgelsen” sagde han “Ved denne undersøgelse
identificerer man sin kohorte i fortiden og opdeler patienterne i to
grupper, dem der har røget og dem der aldrig har røget. Herefter opgøres
antallet af lungecancertilfælde i de to grupper. Da grupperne udvælges ud
fra tilstedeværelsen eller fraværet af den formodede årsagsfaktor rygning,
hvorefter man registrér forekomsten af den formodede virkning lungecancer,
gør man ikke vold på årsag/virknings forløbet.
Men forskere fortolker altid fund fra tværsnitsundersøgelser, som hidrørte
de fra longitudinelle studier, men det er kun tilladeligt hvis de samme
personer er fulgt livet igennem, og det er de jo som oftest aldrig”. “Jeg
har benyttet en anden måde, da jeg var ansat på lungeafdelingen” sagde jeg
“Her udtog jeg rygere eller ikke-rygere blandt lungecancerpatienterne, og
der var helt klart en kraftig overvægt af rygere”.
“Ja – det er jo relativt let at udføre en sådan undersøgelse, da du kan
indhente alle oplysningerne via hospitalsjournalerne” sagde han “men
desværre får du ikke at vide, hvor hyppigt rygning efterfølges af
lungecancer. Du vender nemlig årsag og virkning!” Han vendte sig mod tavlen,
og sagde “Per! Din undersøgelse er ikke en skid værd. Du har nemlig brugt en
typisk trohok logik, P(ŽV): sandsynligheden for at ryge, betinget af at
lungecancer er til stede.
Ud fra virkningen cancer der er til stede, udtaler du dig om
sandsynligheden for at have røget for at få lungecancer, men du viser ikke
om man får cancer af at ryge. Denne oplysning kan man kun med rimelig
sikkerhed indhente ved tidsrøvende og uetiske undersøgelser som de to først
anførte”. Han vendte sig om mod mig og sagde:
“Da disse undersøgelser aldrig kan blive gennemført, må vi acceptere, at vi
svæver i uvidenhed vedrørende spørgsmålet om man får lungecancer af at
ryge”.
“Her må jeg protestere Tommy” sagde jeg “der ligger tonsvis af retrospektive
undersøgelser, som alle peger på rygning som årsag til lungecancer” “Du
tænker på alle case-kontrol undersøgelserne?” “Ja, for eksempel” sagde jeg.
“Ved case-kontrol undersøgelsen, eller den retrospektive undersøgelse
identificerer du en gruppe patienter med en kendt sygedom, for eksempel
lungecancer. Forekomsten af den faktor, som vi ønsker belyst, for eksempel
rygning, bliver registreret og sygdommen sammenlignes herefter med en
kontrolgruppe uden sygdommen”.
Han så på mig, en smule træt. “Ja” sagde jeg. “Undersøgelser af denne type -
og nu vil jeg forsøge at være så positiv som mulig!” han så sigende på mig,
før han fortsatte: “- i hvilken man ræsonnerer fra virkningen til årsagen,
altså trohok-logik, er ofte lette at udføre, men svære at fortolke.
Epidemiologer arbejder ofte med retrospektive undersøgelser. Sygdomme er
ofte multifaktorielt betinget. Deres opgave er at forsøge at kvantificere
den eventuelle risiko, der er knyttet til en given eksponering.
De undersøger om syge har været mere eksponerede end ikke syge for de
mulige ætiologiske faktorer. Men risikogrupper af eksponerede og
ikke-eksponerede afgrænses og defineres ikke som man ellers ville gøre det i
de prospektive undersøgelser, for metoden giver ikke mulighed for at beregne
den relative risiko, da incidensrater ikke kan beregnes, fordi de
forudsætter kendskab til observationstiden i de undersøgte grupper. Men man
kan til en vis grad bruge odds ratio til at vurdere den relative risiko, men
kun hvis sygdommen er sjælden – og det kan man jo ikke sige om lungecancer”
“Men hvis sygdommen er af en sådan art, at den altid diagnosticeres før
eller siden, så kan man vel nok forvente et rimeligt resultat, ikke?” sagde
jeg. “Jo – især hvis det udspilles i et begrænset geografisk område” svarede
han “men diagnosticeres kun en del af de syge, så bliver det vanskeligt at
opnå valide sammenligninger. De retrospektive undersøgelser har problemer
med at få de personer med, der allerede er døde af kræft eller andre følger
af “årsagen”, eller som har stumme,
udiagnosticerede eller transitoriske tilfælde af virkningen”. “OK – så langt
er vi enige” sagde jeg “men hvorfor er du så, så forbandet på
Sundhedsministeren og hans lovforslag. Du er jo langt hen enige med ham om
det sundhedsskadelige ved rygning” “Ja – som du selv nævner, så er det
eneste videnskabelige arbejdsredskab vi har tilbage, hvis vi skal bedømme
rygningens skadelige virkninger, case-kontrol undersøgelserne.
Hovedproblemerne i disse undersøgelser er, at man som regel ikke har styr
over, hvem der udsættes for sundhedsskadelige påvirkninger, hvordan disse
personer udvælges, hvad deres øvrige livsomstændigheder er. Med ministerens
lovforslag bliver det jo i fremtiden endnu sværere, eller umuligt at afgøre,
om det er eksponeringen eller noget andet, der er afgørende for de
eksponeredes eventuelle overrisiko, når den eventuelle årsag i den nuværende
samfundssitiuation lægger op til misbilligelse, ringeagt eller fordømmelse”.
“Men jeg syntes stadigvæk ikke, at jeg kan forstå din ophidsende tale
udenfor, om at ministerens lovforslag var en skandale?” sagde jeg
forsigtigt, for ikke at ophidse ham.
“Har du overhovedet hørt efter min lange udredning om lungecancer?” spurgte
han. “Ja, men det var mest en kritik af de statistiske undersøgelser”
svarede jeg. “Jamen, det er da også under al kritik, at man vil lovgive med
henvisning til “videnskabelige” kendsgerninger. Det er ikke videnskab, men
politik der er iklædt videnskabelige rober, og det er noget rod.” “Jeres
opgave som specialister er blandt andet at rådgive ministeren, har I ikke
gjort jeres arbejde? “Jo” svarede han “I årevis har vi fastholdt at vi ikke
kender årsagen til lungecancer.
Men der kom nogle slemme revner, da vi accepterede den såkaldte
Malerrapport som videnskab. Den var lavet af en flok politiserende forskere.
Noget tyede på, at opløsningsmidler var skyld i demens hos eksponerede
arbejdere. Vi rakte så at sige fanden en lillefinger i en god sags tjeneste.
Vi fastholdt, at det var videnskabeligt bevist, at opløsningsmidler var
årsag til det såkaldte Malersyndrom.
Fejlen var, at beviserne var en række case-kontrol undersøgelser, som
egentligt ikke kunne bruges som bevis. Men vi accepterede det, og der blev
lovgivet på dette løse grundlag. Eftertiden viste at vi havde ret, men vi
kunne egentligt ikke bevise det. Danmark har nu en af de bedste lovgivninger
i verden på dette område, og Malersyndromet forsvandt i Danmark. Prisen var,
at vi måtte acceptere case-kontrol undersøgelser som “bevis”.
Bordet fanger så at sige!” “Jamen – i USA har de jo i mange år haft forbud
mod rygning – er der så ikke sket er kraftigt fald i hyppigheden af
lungecancer?” spurgte jeg “Det ville jo være det bedste bevis – ligesom med
Malersyndromet!”.
“Nej, ikke i nævneværdigt omfang.” “Det beviser jo indirekte at du har ret!
Hvad er så problemet?” spurgte jeg. Han træk vejret dybt og fortsatte:
“Et af de mest kyniske kapitler i den industrialiserede verdens historie,
er historien om de tusindvis af overfladiske atomprøvesprængninger både i
USA og i USSR. I slutningen af 50′erne og starten af 60′erne kunne det
radioaktive nedfald måles overalt på den nordlige halvkugle. Befolkningens
bekymringer voksede til en proteststorm, som omsider fejede de mest beskidte
sprængninger af bordet. I 1963 enedes USA og Sovjetunionen om, at fremtidige
prøvesprængninger kun måtte ske under jorden.
Men selvom atomprøvespringningerne fortsatte under jorden, så var der
fortsat udslip af plutonium og andre stærkt radioaktive stoffer som blev
spredt over et stort område med vinden. I de følgende år kom der flere og
flere demonstrationer i Nevada, hvor USA har sit testområde, og i
Kasakhstan, den centralasiatiske republik, hvor USSR havde sit testområde.
Efter murens fald, demonstrerede over en million mennesker i Kasakhstan for
prøvestop.
Det kom nogle måneder senere, men der skulle gå yderligere tre år, før
amerikanerne indstillede skydningen og gik over til simulerede afprøvninger
på computer. I 1996 underskrev præsident Clinton den internationale Traktat
om Forbud mod Prøvesprængning af Kernevåben, under forbehold af, at USA’s
senat ville godkende aftalen. Vi ved nu, at det amerikanske senat alligevel
ikke vil tiltræde det globale totalstop for atomprøvesprængninger.” Han så
dybt bekymret ud, da han sagde: “Vi kan sandsynligvis snart fortsætte
nedtællingen til verdens undergang.” “Klap lige hesten” sagde jeg,
“og holdt dig til emnet, vi snakker om lungecancer og ikke om verdens
undergang.” “Tingene hænger sammen, Per. Hvis du indånder bare en
milliontedel af et gram plutonium, så vil du med stor sandsynlighed få
lungecancer. Det tager ti, tyve måske tredive år at udvikle lungecancer hos
mennesker. Fra det øjeblik lungecanceren er diagnosticeret til du dør, går
der ca. fem år hvis du er ikke-ryger. Hvis du er ryger er gennemsnitstiden
to år, fordi du får en anden type lungecancer, der er mere aggressiv.
” “Er der ingen fald i lungecancerhyppigheden i USA?” “Nej, det forholder
sig som jeg siger.” “Jamen, det må sku’ da give dem nogle
forklaringsproblemer?”
“Forklaringsproblemet blev klaret ved, at indføre begrebet “passiv rygning”,
og det selvom FN`s sundhedsorganisation WHO så sent som i 1978 på en stor
kongres for videnskabsfolk i Wien, fastslog at passiv rygning ikke kunne
have nogen særlig andel i udviklingen af lungecancer. Jeg deltog selv i
kongressen, og skrev et indlæg i Ugeskrift for Læger om sagen. Men fem år
efter har vi balladen. En række case-kontrol undersøgelser havde vist, at
passiv rygning var årsag til lungecancer. I nogle artikler var det næsten
værre end rygning! “Det var satans” sagde jeg. “Ja – der står vi nu -
“sundhedspolitikken”, eller om du vil – magten – har vundet første omgang.”
Tommy så noget nedbøjet ud som han stod der ved tavlen. “Det værste er”
sagde han “at selv mine mangeårige medarbejdere …… unge læger som
absolut har vist talent for statistik …. svigter mig. De siger det ikke
ligeud, men de syntes at jeg er en gammel stejl mand. De kan med deres egne
øjne se, at rygning er usundt. Bag min ryg syntes de, at jeg er en narrehat.
De har ikke noget imod at give køb på videnskabeligheden. Jeg mistænker dem
for at tænke mere på deres egen karriere end på fagets integritet. Og når
det kommer til stykket, så var jeg ikke stort bedre da jeg var ung.” Han
lagde tavlekridtet fra sig og satte sig bag skrivebordet, og så ud i luften.
Jeg sad lidt, så rejste jeg mig, klappede ham på skulderen og lukkede døren
stille bag mig, mens jeg tænkte: Velkommen ned fra elfenbenstårnet gamle
dreng.
——————– Da jeg stod foran min dør med nøglen i hånden, så jeg
en lille pakke stående op af døren. Det var en fast aftale mellem posten og
mig, at han bare stillede post der var for stor til brevsprækken op ad
døren. Så slap jeg for de lange køer på posthuset. Jeg tømte en flaske øl,
før jeg åbnede pakken. Det var fra forskningsbiblioteket med artikler jeg
havde bestilt for nogle uger siden, efter samtalen med Tommy Kold.
Jeg satte mig tilrette og bladrede dem igennem, indtil jeg blev indfanget
af en imponerende overskrift: Does smoking kill workers or working kill
smokers! Det var en stærk titel, og interessant læsning. Sterling var
forfatteren, og han hævdede at “tobakken synes at være blevet brugt til at
bortfjerne opmærksomheden fra virkningerne af udsættelse for giftige stoffer
i arbejdsmiljøet og det ydre miljø”. Jeg læste videre: “Det ville være
ønskeligt, hvis lungekræftens årsager viste sig at være forårsaget eller
bare betinget af et så simpelt forhold som rygning.
Den beredvillighed med hvilken de eksisterende undersøgelser er blevet
accepteret som bevis for en årsagssammenhæng mellem cigaretrygning og
lungekræft, er måske det bedste mål for ønsket om at fastholde verden som
simpel og velordnet. Men kræft er en sammensat sygdom”. Efter en gennemgang
af dyreforsøgene konkluderer Sterling: “Lungekræft af den type, der optræder
hos mennesker, er aldrig blevet fremkaldt i dyr ved brug af tobaksrøg.
Den lethed med hvilken lungekræft kan fremkaldes i dyr ved anvendelse af en
række industrielle kemikalier, og de hidtil mislykkede forsøg på at
fremkalde lungekræft med tobaksrøg, er meget vigtige faktorer, der længe har
været negligeret i forsøgene på at fastslå effekten af rygning på lungekræft
og andre sygdomme.” Professor i statistik Theodor D. Sterling så sig
åbenbart nødsaget til at bruge kraftige midler i sin kamp mod det tiltagende
postmodernistiske anarki i USA. I følge min bestillingsliste blev det også
hans sidste videnskabelige arbejde.
Universiteterne i USA er i høj grad finansieret af private fonde. Sterling’s
modige arbejde må have virket som en bombe, der var designet til at ødelægge
det nu ellers overalt vedtagne slogan: Rygning eller sundhed.
Verdenssundhedsorganisationen WHO lancerer kampagner under sloganet, og
Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse har i en årrække arrangeret røgfrie
dage under det samme motto. Det er nu en fastslået kendsgerning, at
lungecancer især skyldes tobakken.
Den dominerende opfattelse i den lægevidenskabelige verden er enig i
synspunktet. Jeg gik ud og lavede mig en kande kaffe. Efter en halv pakke
cigaretter, havde jeg læst alle artiklerne igennem. De fleste var ældre
artikler, men de var alle på linie med Sterling.
Det synes som om, at tobakken er blevet brugt til at bortfjerne
opmærksomheden fra virkningerne af udsættelse for giftige stoffer i
arbejdsmiljøet og det ydre miljø. I mere brede samfundsmæssige termer, kan
man altså konstatere at rygningen skal fremstå som et individuelt problem,
som de enkelte borgere selv må tage vare på. Hvis rygningen er hovedårsag
til den hurtigst voksende mængde af kræftlidelser, er det derfor op til den
enkelte at gøre noget ved problemet. Hvis derimod, som Sterling og andre
mener, det er arbejdsmiljøet og det ydre miljø, der er hovedårsagen, bliver
kræft primært til et kollektivt problem.
Hvilke stoffer skal tillades i vores miljø? Den enkelte kan stille meget
mindre op overfor farlige stoffer i luften og på arbejdspladsen, end hun
eller han kan overfor rygning. Og spørgsmålet om, hvilke stoffer, der skal
være i arbejdsmiljøet, er et spørgsmål om magt. Tommy Kold havde altså ret!
Lungecancer er et politisk problem i langt højere grad end de nuværende
lægevidenskabelige opfattelser vil være ved. Jeg gik ud og hentede mig en øl
og lavede mig noget mad. Da jeg havde spist, tændte jeg en cigaret og
kiggede igen på materialet fra biblioteket.
Vi ved jo alle, at rygning ikke på nogen måde er sundt.
Men hvorfor kan Sundhedsministerens politik overfor for rygerne ikke være
mindre bastant – det tilgængelige forskningsmateriale kræver så at sige en
større nuancering i rygepolitikken.
Hvordan kan det for eksempel hænge sammen, at græske mænd ryger mere end
danske, men alligevel lever så længe, at de ligger helt oppe på en europæisk
femte plads i ministeriets egen Middellevetidsrapport om rygning, i
modsætning til de danske mænd, der komme ind som nr. 17, altså helt nede i
bunden af skalaen?
Hvordan kan det være, at de finske kvinder, der ryger meget lidt, alligevel
ligger helt nede på en 9. plads?
Blandt de svenske kvinder, som generelt bliver ret gamle, er der en
fjerdedel, der ryger. En af de største lægestøtter for regeringens ryge
forbudspolitik, Den Medicinske Forskningsenhed, skrev:
“I 1950 røg 80 pct. af voksne danske mænd. Siden er hyppigheden af rygning
faldet støt. Tilsvarende tal for 1998 er 32 pct.” Det er besynderligt, at de
ikke spørger sig selv hvorfor dødeligheden blandt disse mænd ikke er faldet
markant siden 1950?
Den nyvalgte formand for Lægeforeningen får fandeme travlt, hvis han vil
gøre alvor af sine trusler om at fjerne autorisationen fra de læger der
sjusker i deres gerning. Jeg smed artiklerne i skraldespanden.
Alt den snak om postmodernisme? Er det dét jeg ser her? Er det anarkiets
sorte flag, der allerede har indtaget lægestanden? Så er den sku’ heller
ikke bedre værd.
Understreger , der intet sted står det er sundt at ryge -men at den der selvopfundne ting som passiv rygning er et dække over -at det er mere bekvemt at skylde skylden på den enkelte ryger -end at få rydtet op i plutoniummet på jordkloden
En anden ting er AT LYKKEPILLE FORBRUGET IKKE KAN SES -SOM RYGNING KAN , og det forbrug er steget tilsvarende ..og man ved -det brænder hjernen af på sigt -man tilfører nogen tilfredsheds..dimser som dopamin til hjernen -kunstigt
