De lange strå svirpede på hendes ben..hun ænsede det ikke,
hun skulle bare ned til vinden.. Føle friheden, høre bølgernes skvulp.. Det var
koldt.. når de nåede hende bare tær men.. også en lindring til de små krads
mærker fra de stive siv.. Hun stod stille, bare lyttede.. Solen stod i
vandoverfladen, der ude i horisonten.. SMUKT..men, det så hun slet ikke.. Hun
bar på, et blødende hjerte, skulle hun..hun gad.. ikke engang, at kigge sig rundt..
En smerte jog igennem hende..den ville ud i vinden.. Hun bøjede sig ned, noget
lå og glimtede der i det hvide sand.. Det var nok en kapsel, der bare var
smidt.. En lyd fangede alligevel hendes opmærksomhed.. En ensom måge fløjt lige
hen over hendes hoved.. Ensom, som hende måske.. Hun kunne atter mærke den
rædsomme følelse som bankede på og ville ud.. Med et.. løftede hun sine arme og
lod et skrig blive slugt af vinden..en tåre trillede ned af hendes kinder.. Og igennem
de våde øjne skimtede hun noget i sandet.. en ring! Hvem havde efterladt den
lige der.. Brudt kærlighed jah..måske.. men var hun ikke, bare ligeglad..hun
kiggede på den, læste det navn der var graveret.. Hun puttede den i lommen..
Mågen vendte tilbage og lod sit skrig lyde atter engang..det
hev hende ud, af den tanke verden, hun befandt sig i.. De mange spørgsmål som
trængte sig på.. Hvorfor’er.. der ikke, kunne svares på.. Inderst inde vidste
hun jo godt, at det ikke ændrede noget.. Tiden kunne heller ikke sættes
tilbage..men, der var jo så meget hun manglede, at sige.. meget de slet ikke
nåede.. Og alle de ord, hun kun hørte halvt.. fra dem der ville hende det godt..var
i grunden ved, at kvæle hende.. De kunne da ikke.. se det oprør jah..eller den storm..
der bevægede sig inde i hende.. Vrede..savn..længsel og så det, at ikke fatter,
at han var væk..væk for evig.. Jamen.. de havde jo lige siddet og lagt planer
for fremtiden.. Hun skal være stærk nu.. Gemme det hele væk.. Hun mærkede det
kolde vand … Hun behøvede ikke, at bede vinden om! mere hjælp.. Hun nåede lige,
at skimte den sidste stråle fra, den smukke solnedgang, inden hun tænkte.. Alt
kan ændres på en split sekund og at Livet er som et blink.. man så håbe, at nå
og opleve inden man blinker.. Tiden læger alle sorg..jah..måske.. Hun måtte bruge
tiden til, at lære og acceptere det skete..lære at leve med det og beholde
minderne. Vide, at den kærlighed de havde, aldrig vil.. forsvinde. Hun var ved,
at bide tunge af sig selv.. men, hun vidste også, at hun skulle videre med sit
liv.. Videre med sit liv..ord.. hun ikke troede, skulle komme ud af hendes
mund..
Hun slentrede stille tilbage.. prøvede, at undgå de små bølger..
Kom til at tænke på HVAD han, mon ønskede hvis, det var hende der var gået
bort.. Ville hun se ham syne hen, leve i længslens og savnets fængsel.. Det var
nok det sidste han ville ønske.. Hendes kærlighed til ham.. ville give ham en
frihed til stadig at leve livet.. se det smukke, der var at finde.. Ønske at
han ville finde styrken til, at overvinde savnet og længslen.. Men hun viste
også, at det er en svær opgave, at sætte på et menneske som.. føler sig forladt
og alene.. Hun var lige ved at glemme.. medlidenhed.. de blikke der blev sendt…
Hvad kunne, hun bruge den til.. Hvis hun kunne, ville hun lade bølgerne bære
den langt ud på havet.. Han har det jo godt.. det ville hun vel også have hvis,
det var hende.. Ingen smerter, ingen sorg eller bekymringer..men! ville hun bytte..nej..
For der var jo stadig nogle, der havde brug for hende.. Det er svært, at sætte
sig ind i det omvente.. Hun valgte at tænke.. Hun ville gøre ham glad..vise at
hun kunne gøre ham stolt..vise at hun kan og vil lever videre med ham i
minderne..
Inden hun satte nøglerne i tændingen.. måtte hun lige vende
en tanke.. Hvorfor valgte skæbnen lige at tage ham.. Hvorfor var han på det
forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.. NEJ ikke flere ”hvorfor”.. det
ændrede jo ingenting.. Han ville jo ikke komme tilbage ved det.. Hun satte
nøglen i.. startede bilen og trillede stille op til vejen.. kiggede tilbage..
Solen var gået ned.. Jeg lover dig, at få et godt liv.. leve livet for os.. og
for dem vi har skabt.. det må blive en ny start og jeg ved nu, at det er det du
ville ønske.. .. Hun ville altid elske ham Og bruge havet når.. smerten og
længslen bliver for tung, at bære..
Når en dør lukkes,
åbnes en anden.. men har vi ikke ofte for travlt med, at ærgre os over den
lukkede dør, at vi ikke end ænser den åbne.. Måske…
Kæreste Hovsa.
Det kan være så umådeligt svært at se den åbne dør, for den dør der lukkedes mørke. Jeg tror at den dør der åbner sig, gør det i det tempo vi kan følge med til og først er helt åben til at vi kan træde igennem den, når vi selv er helt klar til det.
At se døren langsomt åbne sig er også selv blive klar til afskeden med den lukkede dør og blive sikker på at kunne bære minderne fra den lukkede dør med sig ind gennem åbningen på den nye dør.
Det er store skridt at tage og de skridt skal ikke forceres.
Kærligst
lilleQ
Kære LilleQ..
”Det er store skridt at tage og de skridt skal ikke forceres” .Du har så evig ret.. det skal være i ens eget tempo.. men indimellem gør det måske godt, at få et lille spark så man ikke går helt i stå.. Når man lever i sorg kan det være svært, at se den, bare stå lidt på klem, og der er det man skal være stærk for, at få den skubbet lidt op for, at håbe at den bliver helt åben engang.. Afsked bliver det aldrig.. der vil altid være minder, savnet, endda ensomhed iblandt mange.. OG så er det godt at have familie og venner der tør! TALE og skubbe.. vise vejen uden.. medlidenhedens blikke..
Tak! for din kommentar LilleQ <3
Minder, savnet og ensomheden er heller ikke dårlige elementer at medbringe i sin videre færd. De giver jo hele tiden..faste holdepunkter, minder, væren, nu’er der var og kommer.
Afskeden til den lukkede dør må være afskeden med afmagten, lammelsen, den der død inden i, der umuliggør at se de åbne døre og bevæge sig fremad i livet, afskeden som gør det muligt at glædes og mindes og elver for ikke kun den savnedes skyld, men fordi man tager det med sig fremad..og finder de små givende gaver af liv og glæde der er i lyssprækkerne fra de åbnende døre.
Og ja at have nogen der forstår når der skal ventes, hvornår der skal skubbes eller gives de der spark fremad, hvornår der skal holdes og trøstes og hvornår grin er den bedste trøst..de giver modet og langsomt vender livslysten tilbage til at tage flere og flere skridt i den retning livet er.
Hvor er det dejligt du skriver igen.
varmt kram