Forskelligheden.. i sorgens veje..findes den.. når man, mister en eller flere som.. man elsker og holder meget af..

http://www.24.dk/article.jsp?articleId=2505

Er der en opskrift på hvordan man SKAL reagere og tackle årene efter? Er der en grædekone, der kan træde til når.. man ikke har flere tåre.. men stadig er ulykkelig og gerne vil have sorgen ud.. Må man gemme på det hele uden, at få at vide at det ikke er sundt.. Kan man få den hjælp, man behøver eller skal man bare gå.. med sorgen og længslen gemt langt inde i sjælen.. Må man grine og have lidt hygge.. uden.. der bliver kigget skævt.. Må man stadig gå i SORT.. selvom det er år siden, man sagde farvel… Må man..Må man.. Må man.. Mange tanker dukker op.. Man vil jo heller ikke være den besværlig, der belemre et andet menneske med talen om sorgen for 117. gang… Spørgsmålene er mange og tror i grunden ikke, at der er en opskrift.. Ligesom en fødsel ikke er ens..så er døden og dens årsag så forskellige.. Sorgen! Vi.. bære på, har også mange vinkler..og Jah..man lære, at leve med den, med tiden..men den forsvinder aldrig..

Billeder dukker op, minderne bliver stærkere.. mere eller mindre i perioder.. Mindedagene er de sværeste at komme igennem. Julen, fødselsdagene, jah.. alle højtiderne hvor man var samlet.. Oplevelserne som man havde, bliver man mindet om..når man står i en oplevelse der bare minder lidt om eller fra det man var sammen om.. Billeder dukker op når man lige skimter noget..som kan minde om en tid eller ting som man havde sammen.. Nogle prøver at undgå at blive mindet for det gør for ondt.. Billeder gemmes væk.. selv den lille tegning som var en af de sidste ting man fik.. Noget bliver så betydningsfuldt at man bliver helt panisk for at miste..så man bliver nød til, at gemme det så langt væk for, at være sikke på, at det ikke går i stykker eller bliver lånt..

Følelsen af, at være ensom og forladt..selvom at der er familie eller venner omkring en og at man ved at de er der.. kan mange gange ikke være nok til, at lindre den sorg som man bære på.. efter man har mistet.. Humøret kan forandre sig og mange gange forstår de der er nær ikke at det ikke er fordi man er i dårlig humør men at man bare tænker og længes …

Måden man mister på har også en stor betydning for hvordan man bære sorgen.. Man kan hade det menneske(r) der måske har forvoldt denne sorg i familien.. To følelser der bliver blandet sammen og måske er der børn som man skal vise kærlighed og tage sig af samtid med.. Ens styrke skal være enorm hvis man skal bære rundt på det hele og fordele hele følelse registeret ud.. Man kan så vælge at glemme sig selv.. gemme det der gør mest ondt langt væk.. Bare for at få lidt af hverdagen til at fungere.. Ens funktion bliver næsten automatisk.. Hjernen ved hvad retning en grydeske skal røre.. man arbejder tankerne væk for ikke at kommet til at sidde og tænke.. Egentlig tror jeg, det er sundt, at tage skovlen i hånden og grave nogle store huller når.. sorgen er størst.. hvis man da.. har energien som ligger på nulpunktet.. når sorgen er størst.. Nogle vælger også, at skrive sig ud af det hele.. Og det hjælper, at skrive sig ud af og med de mange følelser, der mærkes, måske med og i sprogets forklædning og ord vendinger så man, næsten skjuler, hvad det er man skriver.. Nogle vælger, at skrive breve, andre dagbog.. men det er en stor ting bare det, at få det ud.. Det linder på den smerte man, bære rundt på..

Og når man tænker efter er der vel ikke et eneste menneske der ikke kommer til at mærke sorgen ved at miste.. men måden man mister, er så forskellig.. Det eneste menneske der måske undgår at mærke sorgen er det barn som kom alt for tidlig ind i døden.. men sorgen er den største og den der gør mest ondt for de forælder der mister.. Hos nogle der mister, bliver det svært at knytte sig til nye.. for angsten for at miste bliver forstærket så man fortrækker at smide væk og glemme sig selv i kærligheden som man får indprentet at der stadig findes i fremtiden.. Men angsten er større end lysten til at binde sig.. fordi angsten for at miste overvinder modet til at knytte nye bånd.. Det kan skabe frustration hvis det er den som man troede var den eneste ene i hundrede år..der gik bort.. og derved besættes af at søge..men der findes ikke den eneste den enes erstatning.. Børn kan aldrig erstattes.. det vil altid blive ved med, at være uerstattelige timer som bliver væk og der vil, aldrig kommer flere. Ordet, hvis nu og hvordan mon.. vil man spørger sig selv om igen og igen.. men finder intet svar.. man har KUN de minder, man nåede at få… Og spørger (måske) sig selv… hvorfor…